As I have already warned you that this blog may also contain occasional scribbles of other thoughts too, the following falls into exactly that category. And as the thoughts on this subject are in Danish, so be the text...
But, as you can see in keywords, it's about a 2-year old, his grandmother and .... cheese.
To-årig ved frokostbordet i min mors sommerhus: MERE ÅÅÅÅÅST! MER ÅÅÅÅST! Dette gentages og udtales efter indtagelse af allerede voldsomme mængder af et orangefarvet mælkeprodukt, som smager glimrende i moderate mængder - s.k. Cheddar Ost.
Barnet får sin åååååsst for 5. gang. Denne gang udleveret af sin bedstemor, eftersom moderen (ego sum) allerede har sagt
Vist en (indtil barnets eksistens ukendt) naturlov, at bedsteforældres mening overruler dette - i alt. De rangerer højere i hierakiet end selv den allerfremste forskning på fødevareområdet.
Også hvad angår røde pølser, lakridser, hyperaktivitetsfremkaldende farvestoffer m.v.
Men det vil man jo ikke bare lade uhørt gå hen. Så moderen (moi) udtaler, at "NU har han fået NOK ost og han skal IKKE have mere".
Min mor kigger op fra tallerknen og svarer: "Hvorfor det? Er du bange for, at han skal blive for OST'ET?"
!!! Touché.
Altså, det rigtige svar er, at jeg ikke kan tro, det er sundt at indtage over 2% af sin egen kropsvægt i ost i ét hug - slet ikke suspekt, non-økologisk, biobehandlet s.k. Cheddar ost - i en alder af lige godt 2 år. Nå.
Foruden selvfølgelig, at det altid er væsentligt at manifestere sig overfor sin mor/barns bedstemor, selvom man selvfølgelig ikke ønsker at involvere toårigt barn i eventuelle omvendt-ødipale moder-konflikter.
Direkte i al fald.
Det var bare det, jeg ville sige. Hej.
